Januar 2024

Nyhedsbrev til medlemmer af Thys Natur 

Nu da raketterne er begyndt at springe om kap med propperne: Lad os sende vores ønsker om et godt Nytår til Jer alle.  

Ud over de ordinære bestyrelsesmøder har bestyrelsen deltaget i en række møder i forbindelse med Thisted Kommunes indsats for den såkaldt grønne omstilling. Desuden har vi deltaget i det første møde i en tværpolitisk arbejdsgruppe, hvis formål er at gøre noget ved den jammerlige vandkvalitet i Limfjorden - gruppen skulle gerne opnå tilslutning fra en række områder omkring Limfjorden - vi får se. 

Men - tilbage til Thisted Kommunes plan for udbygningen af vedvarende energi; I ved det nok allerede - men ganske kort: Thisted Kommune har opdelt sit areal i tre kategorier: Negativ Områder - her må der ikke bygges energianlæg. Arealet er hele Nationalpark Thy plus en del ekstra - omkring to tredjedele af kommunens areal. Neutral Områder - her kan der bygges energi anlæg - hvis en række kriterier er opfyldt; det er her vi kommer ind i billedet. Dette areal udgør omkring en tredjedel af kommunens samlede areal. Der er agerlandet, det åbne land, hvor vi bor.  Her kan vi opnå indflydelse.  

Endelig er der - på et samlet set meget lille areal - Energizonerne (6 i alt, men tidsmæssigt set først to - Hanstholm og Nors; så to til senere - Hillerslev og Elsted (Snedsted) - og til sidst, eventuelt - Frøstrup og Hurup). I disse Energizoner skal der bygges energianlæg. De stakkels mennesker, der bor inden for disse energizoner må se sig indhentet af ”udviklingen” - hvilket vi også selv risikerer. Derfor må vi søge indflydelse. 

Det har vi gjort ved at tage initiativ til at danne en såkaldt energiforening.  

Dette er anbefalet af Thisted Kommune, idet sådanne foreninger skal være med til at afgøre, hvor der - måske - skal stå vindmøller og solceller. Planlægningen vil begynde i 2024 - det er hvad kommune har erklæret - og beslutningerne om de første projekter vil komme i sidste halvdel af 2024. 

Den energiforening, som vi har taget initiativ til, er endnu ikke helt sat i søen, men det er tæt på. Den omfatter Hundborg og Omegn, Sjørring og Vang/Tvorup/Vangså. Den bliver stiftet som en arbejdsgruppe under de tre borgerforeninger - det bliver også disse tre borgerforeninger, der skal danne det demokratiske grundlag - hvis vi skal sige det lidt højstemt: det folkelige fundament!   

Så snart arbejdet med skriverierne omkring foreningsdannelsen og nedsættelsen af arbejdsgruppen er færdigt og besluttet, vil vi lægge det hele ud på Thys Naturs hjemmeside, så I kan orientere Jer der.  

Det er vigtigt at understrege, at den kommende arbejdsgruppe/energiforening ikke skal tage stilling til, om - og evt. hvor - der skal stå solceller og vindmøller i vores område. Det skal de lokale borgere, som bliver berørt af en eventuel beslutning. 

Der har allerede været temmelig negative tilkendegivelser fra politisk side i Thisted Kommune over, at vi fra Thys Natur - en forening som er imod opstilling af vindmøller og solceller i vores område - skulle indgå i dannelsen af en energiforening. Men det er, indtil videre, lykkedes at bringe disse tilkendegivelser - eller rettere, dem, som de kom fra - til tavshed: når Thisted Kommune så tydeligt inviterer til lokal demokratisk deltagelse, skal deltagerne vel ikke på forhånd indtage én bestemt holdning…  

Arbejdsgruppens/energiforeningens opgave bliver at formidle viden om projektplaner og planlægningsinitiativer - og eventuelt at forhandle med projektmagere om modeller for lokalt ejerskab og indflydelse på eventuelle projekters omfang og placering. Alt dette i samarbejde med Thisted Kommune, som har forpligtet sig til at afholde lokale afstemninger om projekter inde for ”Neutral Områderne”, hvor vi bor.  

Foreningen Thys Natur vil beholde sine synspunkter på, hvad der skal ske i landskabet omkring os - og vil arbejde på at udbrede disse, gerne så de bliver repræsentative for det lokale flertal. Muligvis vil andre agitere for det modsatte af os - det er demokratiets vilkår.  

I kan orientere Jer mere om alt dette på Thisted Kommunes hjemmeside, hvor planerne er udførligt beskrevet.  

Hvis det går som præsten prædiker - og det gør det jo somme tider, hvis han forstår at belægge sine ord - så bliver det altså i 2024, at der lægges op til afgørelser, der kan få meget langvarig og meget vidtgående betydning for vores lokalområde. Thys Natur får brug for alle medlemmer - og gerne nogle flere! 

Sådan ser altså den nærmeste fremtid ud – men, som digteren siger:  

Lad os da gå frygtløse ind i hverdagen – vi der ikke har noget at miste! 

 - Et rigtigt godt nytår til Jer Alle 

Bestyrelsen